MINDLESS STUDIO

Vestjylland, 1983, Commodore-klubbens mødelokaler. Jeg fremviser stolt mit hjemmebyggede MIDI-interface, midt mellem min C64er (med original skærm, beige) og et par Korg Poly 800-synths, jeg har lånt i en lokal musikforretning. Optager en bassline og nogle stab-akkorder – og den samlede flok lokale misfits bryder ud i spontant bifald over magien.

Var det kimen til Mindless Studio? Måske. Måske var det, da jeg som ganske lille lå og sov backstage, når min far var ude at spille pigtråd i Brande, Snejbjerg, den slags steder. I hvert fald begyndte fascinationen af, ikke bare grej, men også (og primært) hvad man kan gøre med det, helt tilbage i 80erne for mig. Og når man så ikke nogensinde, aldrig aldrig, skiller sig af med noget, ja så ender man jo med at have et studie. Så efter jeg en kende utilfredsstillende havde arbejdet nogle år i andre studier i slutningen af 90erne, slog Mindless Studio dørene op som andet end personlig legestue i 2002.

Filosofien har fra starten været, at musik og kunst kræver gode rammer for at trives. At noget, der ligner et gammelt øvelokale med tomme øldåser i hjørnerne og grej, der kun virker halvdelen af tiden, ikke er det særligt for den kreative proces. Så et hjemligt miljø har altid været fokalpunktet. Og i kraft af, at jeg altid har samlet på gammelt grej, er en væsentlig del af studiets grejpark efterhånden gået hen og blevet vintage – hvilket naturligvis er fedt for gearsnobberne, men det er sgu også bare hyggeligt at være omgivet af alt muligt sært, gammelt ragelse som kan lave sære, gamle lyde.

Mindless Studio drives og ejes af Flemming Bloch, som er mig. Jeg har efterhånden umådeligt mange års prof-erfaring i branchen og har arbejdet med Gud og hvermand (men nok mest hvermand) både inden- og udenfor landets grænser.

Studiet ligger lige i kanten af Århus' latinerkvarter, med de små krogede gader og alle cafeerne, og 5 eller måske kun 4 minutters gang til vand og til skov. Så der er rig mulighed for ikke at sidde og hænge i lædersofaen, mens [indsæt selv et bandmedlem her] laver sine 40 spor. Og regner det, er der altid kaffe i køkkenet og 7eleven på hjørnet. Studiet består af tre optagerum, et kontrolrum, samt køkken/opholdsrum. Der er altså snildt laves fulde band-optagelser live, hvis det er den slags man er til. Men vi kan også hjælpe med alt lige fra trommetracking til professionelle dubs, vokalproduktion, mix og mastering.

* * *

At lave musik, er skam en alvorlig sag – men det skal leges frem. Øjeblikkets magi, den inspiration og spænding, der opstår, når man ikke bare gør det, man plejer at gøre i øvelokalet eller på scenen, er alfa og omega når man går i studiet. Hos Mindless Studio går vi ind for åbne og ærlige sind samt musikglæde, og så er vi lettere imod dogmer og besserwisserschaft. Åhja, og snak mindre. Spil mere, snak mindre. Tak :-)

Hjerteligst,
Flemming Bloch

acid plutonium, akira one more tail, alex canasta, jakob alsbjerg, altmodisch, mike andersen band, antophones, attersee, louie austen, beepop, kirstine birk, michelle birkballe, ida björg, lise blaase, brint, carte blanche, danmarks radio, neil davidge, delicia mini, don summer, dreamville, erann drori, dynamo kristian vuust, elisabeth, vibeke falden, funky nashville, giant sand, gnags, grævling, gudrun, maria guttesen, marstal•lidell, sonja hald, hiQ, thomas helmig, høstsjakket, indigo sun, indra, inuit feet, ollie jacobs, louise juul, c.v. jørgensen, kat the kat, keminova cowboys, thomas kjellerup, alan klitgaard, koldsved, larsen and furious jane, sevinç liz leila, MLTR, johnny madsen, massive attack, mellophone, barbara moleko, naked fish, ida nielsen, turid nørlund, pauseland, pimpalot crew, pocket life, prem joshua, quincy & rockford, rosa fra rouladegade, jascha richter, sheppardkarlsson, sigrey, spiir, stuen th., sunstroke pm, kristian svenningsen, table twelve, paula tebbens, telestjernen, eugenia tempesta, teenage love, matilda tjeldén, tristesse of enola, tuan, under byen, ukulelehanne, western stars, whosane?

ONSDAG DEN TIENDE JANUAR 2018

Så gik dar tid

Nåmen så gik der da lige fem et halvt år uden opdateringer. Oh well. I det mindste er her det rigtige telefonnummer nu. Og jeg har også fået opdateret credits-listen lidt. Kommer tid kommer råd, ikke? ;-)

Mere senere,
Flemming

FREDAG DEN TREDIE AUGUST 2012

Mit værste job nogensinde

Det her ligger en del år tilbage, da jeg lige var begyndt at leve af mosækken. Jeg havde vundet ansættelse som tekniker under den fantastisk rare Jacob Riis ude i det nu desværre hedengangne Feedback i Viby J, og tog naturiigvis med kyshånd imod ethvert job, der kom i min retning.

Det må have været en mandag, og studiet var booket af et af de store selskaber, der skulle have mixet et nummer af Brødrene Olsen til Hjælp, jeg er en fisk-tegnefilmen. Det var lige efter Stjerneskuddet, og de var ret store på det tidspunkt, så selskabet havde hyret en hotshot-mixer fra England til at stå for skidtet, og Feedback har nok været det billigste sted med en SSL-pult, så den var i hus. Vi skulle så stå for at rigge an, således at Mr. Hotshot kunne hoppe direkte ind i mix-mode, når han dukkede op. Og eftersom jeg var den eneste, der havde lavet noget særligt på computere i Feedback på det tidspunkt, blev de mig, der skulle stå for anrigningen.

Det var et ret kompliceret setup. Grundsporene var lavet af en fyr fra Ålborg i ProTools, der har nok været 24 spor, programmerede trommer og keys og bas og sådan. Så havde man haft det forbi Prag symfonikerne, som havde kvitteret med at sende 3 ADAT-bånd tilbage. Og vokalerne var optaget hos Stig Kreutzfeldt, og var sendt til os på et DAT bånd, Jørgen i højre side, Noller i venstre. Et puslespil på sådan noget som omkring 50 spor, altså. Og pulten var kun på 40 kanaler, så der måtte fixes noget op på nogle af inline-kanalerne også. Åhja, og Feedback havde ikke ADAT, så dem havde vi lejet ind udefra og så havde jeg koblet dem op på en af 2"-maskinernes 24 outputs. Et cirkus.

Jeg mødte ind tidligt den dag, kl. syv om morgenen. Tænkte at det nok var smart at have god tid (Mr. Hotshot skulle ankomme ved 10-tiden) til at få det hele til at køre, og det viste sig at passe meget godt med 3 timer. Det hele virker fint, man trykker på play og alting spiller i smuk harmoni. Alt godt, altså, og jeg har snart fri. Klokken bliver 10 ooooog … intet sker. Den bliver også 11. Og 12. Vi ringer til pladeselskabet for at høre, og de tjekker med Mr. Hotshot (OK, det er ikke hans virkelige navn. Hans virkelige navn er Charlie Rapino. Hæ!) som – viser det sig – sidder og venter i Tirstrup lufthavn, overbevist om at han IKKE behøver tage en taxa og da slet ikke en bus. No way, daaaarling! Så studiets ungersvend, der lige havde fået kørekort, bliver sendt afsted i Feedmobilen, et kæmpestort skrummel af en bandbus, der lugter lidt af øl og af Gnags. På den gode måde. Jeg ville nok have taget taxaen …

Men den gode nyhed er, at HAN ER PÅ VEJ! Og sandelig, kl. henad 14 dukker Feedmobilen frem af tågerne, hidbringende en lavstammet, tætskåren mandsling af tydelig italiensk afstamning. Jeg byder ham meget venligt velkommen og viser ham ind i studiet. Han kigger sig lettere desorienteret omkring, så jeg begynder at forklare ham, hvordan jeg har hooket det hele op til ham. Har ovenikøbet sat effekter til og det hele, det er bare at hitte play og så gå i krig. Han kigger stadig lidt desorienteret omkring, og det slår mig, at han måske ikke kender en SSL4000-pult, måske han er en Neve-mand eller hvad ved jeg, så jeg viser ham lige tastaturet og et par andre knapper, hvorefter han kigger MEGET desorienteret (og træt, ser jeg nu) på mig og siger "That-a thing-a? I don't-a touch that-a thing-a, I don't-a know how it-a works, man!".

Bum. Klokken er nu halv tre.

Mindst ligeså desorienteret (det er min tur nu!) spørger jeg ham, hvad han så vil gøre, og han foreslår at jeg mixer lidt på det, får det op at køre, og så kan han lige tage sig en lur så længe i den herlige sorte læderstol nede bagest i kontrolrummet. Og som sagt, så gjort. Zzzz.

Nu er jeg ikke nogen stor fan af Brødrene Olsen, det må jeg indrømme. Og jeg er heller ikke sikker på, jeg synes det er helt vildt godt, det de har fået programmeret. Men altså, the Man har bedt mig om at mixe, så det gør jeg. Efter bedste evne. Og han sover så sødt så sødt. Henad fire vågner han og rejser sig sådan helt pludseligt op. Woo, tænker jeg, nu rykker Mr. Hotshot, nu er der guld på vej!! Men nej: (Åhja, skal nok droppe det italieniserede engelske fra nu af. Man kan tænke sig til det, ikke? Bare tænk Godfather) Det der kommer ud er "Do you havde som coke? I need some coke to wake up!"

Æh. Nej? "Come on, every studio's got a coke drawer, man!!". Æh. Nej?

Exit Mr. Hotshot: hurtigt tilbage i stolen, fast asleep. Jeg mixer videre, helt uden retning, ideer eller forslag. Klokken bliver fem, det lyder ikke godt, især ikke trommerne, der ærligt talt lyder ret rædsomt i sig selv. Jeg tænker, at det nok er på tide at vække manden. Jeg er også ved at være godt mør, har trods alt siddet på pinden siden kl 7. "Mr. Rapino? Do you care to have a listen, please?". Tjo, det kan han da godt, så han raver op til pulten, ber mig om at bønne GODT op og lytter så i 10 sekunder, hvorefter han udbryder "For fucks sake, I can't stand that fucking crap. It's shit!! Turn it off!!!" ooooog tilbage i lænestolen. Jeg når lige at få et "You do it, mate!" ud af manden, så er han væk igen.

En halv times tid senere dukker fyren fra Ålborg op sammen med en pige, som jeg tror han gerne vil imponere. Det går ikke så godt. Mr. Hotshot er helt væk i stolen, jeg sidder og mixer uden at vide, hvad jeg skal (forsøger at holde det helt neutralt, så Charlie kan sætte sit præg, når han bogstaveligt talt vågner til dåd). Ålborg kigger forvirret på mig og så på lænestolen og så på mig. Suk. Jeg drister mig til at vække den sovende yngling igen, fortæller ham, at det er produceren, der er dukket op. Han kigger olmt på den stakkels mand fra Ålborg, siger noget grimt og søvndrukkent om musikken, kigger så sultent på manden fra Ålborgs date, og spørger "Hey, can't you guys get me a prostitute? Is there a list somewhere?". Øh, nej?

* * *


Normalt synes jeg ikke, man sådan skal sladre, men altså. Vi har et glimrende forhold til pladeselskabet og ikke noget forhold til Charlie, og Riis har da også stukket hovedet ind et par gange for lige at vurdere sagens fremskriden. Jeg konfererer lidt med ham, og vi bliver enige om at tage kontakt til selskabet, som ringer til Rapino og ber ham komme igang. Det gør ikke den store forskel, han æder noget mad, og sætter sig surt i stolen igen, brokker sig lidt over the fucking stupid song og gi'r sig til at læse NME eller sådan noget. Vi ringer igen til pladeselskabet, som sender en mand. Manden dukker op ved vel ni-tiden og fyrer Rapino per øjeblikkeligt. Sikkert med fuld løn, men alligevel. Jeg selv er bare træt, vi er på 14 timer nu. Men manden fra selskabet siger, at han har en ven ikke ret langt derfra, der er SKIDEgod til at mixe, og ham skal vi da lige have til at komme og og og. Helt begejstret A&R-mand i studiet. Uha.

Vennen dukker op. Jeg tror han hed Niels. Eller Hans. Sådan noget. Lars? I hvert fald synes han ikke, det lyder særlig godt, det jeg har anonymiseret til mr. Rapino. Og det har han jo så ret i. Han kender til gengæld HELLER ikke pulten, så han producerer lidt på mig, der sidder og drejer på knapperne. Og er træt. Der kommer en masse CD'er frem med en masse forskellige referencer som hver især ikke giver nogen mening overhovedet i forhold til det materiale, der rent faktisk foreligger (ja, det ville være herligt, hvis vi kunnne få det til at lyde som noget fra HIStory. Men det ER det jo ikke?!) og henad klokken 1 kaster jeg håndklædet i ringen og foreslår dem at finde et helt andet studie en helt anden dag. De forstår det ikke helt, men altså …. 18 timer med Brødrene Olsen er nok!

Åhja, og ang. Charlie Rapino. Manden viste sig rent faktisk at VÆRE Mr. Hotshot. Agtigt. Men ikke som mixer. Pladeselskabet havde vist kigget forkert i De Gule Sider, hvor han må have figureret som RE-mixer. Ikke helt det samme. Ikke helt.
Men såvidt mit værste job nogensinde. Stik den!! :-)


Mere senere,
Flemming

SØNDAG DEN FEMTENDE APRIL 2012

Så er studiets website ENDELIG online, efter kun 15 år. Skulle jo lige se, om det her net-halløj var besværet værd. Er ikke overbevist endnu. Ser godtnok ud som om det er kommet for at blive, og man vil jo gerne være med helt fremme.

En blog.

Det lyder jo som en god idé, men hvad pokker skriver man lige i sådan en, hvis det ikke skal være en personlig dagbog til almen selvudlevering? Kan jo nævne, at jeg i øjeblikket har herligt travlt med oversøiske Gudrun medsamt Maria Guttesen, at Jesper Hother har været i studiet med sit voldsomt hyggelige, omend navnemæssigt let depressive Tristesse of Enola, at Louise Juuls skive endelig er ved at være færdig (og supergod!), at Turids ditto er ditto og ditto, og at Altmodisch har release på den svære og fortrinlige toer lige om lidt. Der er også folk (som i folk-folk, ikke mennesker-folk) i luften med Karkov og Ølgaard og at jeg håber og tror på mere funk med Sunstroke PM.

Efteråret ser interessant men uafgjort ud lige nu, og så pusler jeg med en lusket plan om at holde sommerudsalg. Gider ikke det der med, at der er helt stille i Knudrisgade i hele sommerferien og hundetravlt hele efteråret, så et brandsalg med dertil hørende dumpingpriser burde hive folk lidt op af strandstolen og ind foran mikrofonerne. Tænk på det sådan her: Du undgår solens farlige stråler, får lavet den der plade – og jeg garanterer for, at studiet er mindst ligeså varmt som stranden, hvor løverne og løvinderne viser sig frem. Og lad os være ærlige: Vi er musikere. Vi ser bedst ud i jeans og t-shirt og i en lidt dæmpet belysning. Så musikken væk fra strandene og ind i kontrolrummet!

Bruger man egentlig smileyer og sådan noget i blogs? Bestemmer man selv? Hvis man gør: Jeg bestemmer hermed, at det gør man ikke!

:-)

Hov? Satens.

Mere senere,
Flemming